- Pop-up gourmet -

Tommy Friis On Fire

Lørdag d. 29. juni 2019 kl. 18:00

Unik pop-up gourmetaften med stjernekokken Tommy Friis i Cold Hand Winerys udendørs oplevelsescenter “On Fire”.

En ekstraordinær gourmetoplevelse med gastronomi, frugtvin, ild og feel-good i unikt samspil.

1.000,00 DKK

På lager

Kokken: Tommy Friis’ kokkerejse startede på Fru Larsen, hvor han blev udlært i 1998. Herfra trådte han sine ungkokkesko på Hotel Fakkelgaarden, Henne Kirkeby Kro, Kong Hans Kælder, D’Angleterre og ikke mindst 5 år på Molskroen, hvor han var køkkenchef og vandt ”Årets Kok” i 2010 – før han i 2012 vendte tilbage til Fru Larsen som forpagter. I 2015 vandt stedet ”Årets Bo og Spis” i White Guide. Tommys køkken er ikke ny-nordisk i den gængse forstand. Med jysk sindighed tager han altid udgangspunkt i den gode smag. ”Drop regler og dogmer – det skal jo bare smage godt for pokker”. Men maden er præget af en ekstrem præcision og enkelthed – hvor den gode råvare får hovedrollen.

Igennem en årrække har Charlotte og jeg spist på en lang række af både danske og udenlandske toprestauranter og fået store gastronomiske oplevelser. Intet har dog rokket os i vores overbevisning om at Danmarks bedste spisested er Restaurant Fru Larsen i Laurbjerg. Kombinationen af Birgittes hjertevarme og Tommys gastronomi er helt unik. De to første billetter til dette arrangement er naturligvis solgt til Charlotte og mig, Jens Skovgaard.

Maden: På denne midsommeraften serverer Tommy Friis retter, som hver på sin vis repræsenterer faserne i hans kokkekarriere. Sæsonens aller bedste råvarer træder igennem i retterne, som tilberedes over grill og åben ild. Til retterne smages der på vineriets frugtvin, som vil akkompagnere maden på bedste vis. Gæsterne kan glæde sig til:

1. Udvalgte sommersnacks

2. Frisk fangst fra Jens’ fiskenet med grillet agurkesauce

3. Blæksprutte med aioli og hjertesalat

4. Hvide tykke asparges med koldt smør og små trøfler

5. “Hotdoggen”

6. Grillet oxtartar med kantareller og marvben

7. Persille, tyttebær og lammehjerter i morkelflødesauce

8. Danske sommerjordbær med Masculine

…Med ret til ændringer. Alt afhænger af råvarerne. Altid.

 

Om “Cold Hand Winery On Fire”:

Kæmpestore vintønder med spisepladser – 2 gigantiske langborde – et stort sejl – et lækkert udekøkken – nogen af landets ypperste gourmetkokke – og så ilden… Det er rammerne for Cold Hand Winerys nye oplevelsescenter ”On Fire”.

Vi brænder for vores frugtvin – men vi brænder også for den gode gastronomi og oplevelser, hvor mad, mennesker og natur spiller sammen og skaber minder for livet. Vi har skabt en ramme for ekstraordinære oplevelser med frugtvin og mad i samspil. Mad tilberedt over åben ild, som deles mellem gæsterne ved langbordene og i vintønderne. Men vi gør det ikke alene. Vi har til hvert arrangement inviteret en af landets ypperste gourmetkokke til at skabe smagsoplevelser ud over det sædvanlige.

”On Fire” er ikke en restaurant. Forvent en anderledes gastronomisk ramme, der vil udfordre sanserne. Forvent at blive lidt kold, når sommersolen går ned (så husk den rette påklædning). Forvent lidt røg i øjnene. Forvent at sidde ved langbord blandt mennesker, du måske ikke kender (par og grupper bliver selvfølgelig seatet sammen). Forvent en gastronomisk oplevelse, du aldrig glemmer!

Arrangementet indeholder:

– Gourmetretter tilberedt af aftenens kok, Tommy Friis
– Smagning af Cold Hand Winery frugtvin. Dertil alkoholfrie alternativer
– Rundvisning på vineriet
– Gennemsyret feel-good!

Arrangementet finder sted lørdag d. 29. juni 2019 kl. 18:00 på Cold Hand Winery, Haversmosevej 21, 8920 Randers NV.
I tilfælde af ekstremt vejr flyttes arrangementet (eller dele af arrangementet) indendørs i vineriet.

Når du køber plads(er) til arrangementet, modtager du en ordrebekræftelse, men ikke en fysisk billet. Oplys blot navnet, som billetterne er bestilt under ved ankomst.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk